Vi skaber rammer for kvalitetsfyldt debat og undervisning der gør dig både klogere og sundere i sjovt fællesskab med andre.
Om LOF Holbæk-Lejre
LOF Holbæk-Lejre udbyder aktiviteter under folkeoplysningsloven i Holbæk og Lejre kommuner. Historisk kaldes vi en aftenskole, men vi har aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften.
Hos os kan alle – uanset alder, køn, etnisk herkomst eller social status – have det sjovt, blive klogere, lære nyt og bevæge sig både fysisk og mentalt. Det vigtigste for os er nærværet i lokalområdet: at vi er lydhøre over for kursisternes ønsker og i stand til at tilbyde undervisning og debat af høj kvalitet, i takt med tiden og med blik for nye tendenser.
Vi er ikke bange for at udfordre, stille spørgsmål eller tage en sag op, når det bringer os tættere på et oplyst og demokratisk samfund.
Vores udbud spænder bredt – fra aktuelle foredrag til kurser inden for sprog, madlavning, motion, kreative fag og meget mere. Her bliver du klogere af lyst – ikke af pligt – og får mulighed for at fordybe dig i det, du interesserer dig for, sammen med andre, der deler din passion.
Vi er en aktiv og dynamisk skole i lokalområdet og samarbejder gerne med biblioteker, foreninger, lokalråd m.fl. Vi arrangerer også kurser for virksomheder og grupper, målrettet specifikke behov og ønsker.
Har du idéer eller forslag, er du altid velkommen til at kontakte os.
Historien bag LOF
Liberalt Oplysnings Forbund (LOF) blev stiftet i 1945 af Venstre, Venstres Ungdom og Venstres Kvinder for at fremme et liberalt oplysningsarbejde på kulturelle, sociale, økonomiske og politiske områder. I dag arbejder vi upolitisk – men stadig med udgangspunkt i et åbent og demokratisk menneskesyn.
Vores værdier:
Frisind Fællesskab Sundhed Inddragelse Vækst Rødder
Frisind: Vi anerkender alle menneskers ret til frit at tænke, tro og tale – og til frit at vælge sin livsform.
Fællesskab: De stærkeste fællesskaber er dem, hvor mennesker frivilligt går sammen om en opgave eller en interesse.
Sundhed: Alle skal have viden og muligheder for at træffe de rigtige valg for et langt og sundt liv.
Inddragelse: Alle skal kunne forstå og påvirke beslutninger, der har betydning for vores hverdag.
Vækst: Vi skaber vækst gennem læring, samarbejde og udvikling i lokalsamfundene.
Rødder: Kendskabet til vores historiske og folkelige rødder er grundlaget for dansk kultur.
I LOF’s første årsberetning fra 1945 stod der, at oplysningsarbejdet sker “under hyggelige, tvangfri Former, saaledes at man på denne Maade forener det fornøjelige og selskabelige med det interessante og belærende.”
Det går vi stadig 100% ind for!
Vores vision
Vi vil være en aktiv del af Holbæk og Lejres hverdag – skabe kvalitetsfyldt fritid, kultur og bedre folkesundhed og samtidig give mulighed for personlig udvikling og debat om emner, der former hverdagen. Vi vil nedbryde sociale og kulturelle barrierer og skabe plads til alle – uanset alder, baggrund eller erfaring.
Vi ønsker at være den naturlige samarbejdspartner for kommuner, foreninger og erhvervsliv, når der skal skabes nye initiativer inden for undervisning, kultur og folkeoplysning.
Vi er kendt for høj kvalitet, dygtige undervisere, rimelige priser og en professionel, venlig administration. LOF Holbæk-Lejre bidrager til samhørighed, kultur og lokal identitet – og giver værdi til hele lokalsamfundet.